Overskriften hentyder til hvad der på min mormors tid, var en meget brugt frase. Og det har jeg måttet sande, efter at jeg begyndte at forske i mine aner. Som barn havde jeg fået at vide, at min morfar boede alene med sin mor. Grunden til at hans far ikke boede sammen med dem var, at han på et tidspunkt var faldet af en sporvogn og havde slået hovedet. I min verden som barn og senere i livet, gav denne begrundelse ingen mening. Men ingen kom senere med en bedre forklaring. Min mor spurgte ind til det i en samtale med min mormor på en båndoptagelse fra 1976 men det var den samme forklaring som tidligere.

Lad os begynde med historien fra starten af min morfar fars liv.

Min oldefar Christian Carl Valdemar Petersen blev født i 1855 i Gråsten. Hans far var på dette tidspunkt gendarm og red som vagt langs Eideren. Men efter krigen 1864 blev familien, hvor Gråsten blev tysk område, – med kort varsel beordret til at flytte på grund af faderens tidligere arbejde. Familien flyttede først i en periode til Toftlund og herfra ansøgte faderen om en stilling som bereden betjent i Sakskøbing.

Faderen fik arbejdet. De flyttede og bosatte sig på Torvet i Sakskøbing. Christian kom i Borgerskolen og fik denne udtalelse da han sluttede der i april 1870:

Kristian Karl Valdemar Petersen

er i 7 År bleven undervist i Saxkjøbing Betalingsskole.
Hans Opførsel har været upåklagelig og da han er i Be-
siddelse af gode Evner og har været meget flittig, har
han erhvervet sig mere end almindelig gode Skolekund-
skaber, foruden i de almindelige Skolefag har han nydt
Undervisning i Tydsk og Engelsk, i sidste Fag i et År.
Han har i lang Tid været den Øverste i Klassen.
Jeg tør således på Skolens Vegne give ham et sær-
deles hæderligt Vidnesbyrd og den bedste Anbefaling.

Saxkjøbing d. 29. April 1870

Wiggers
Førstelærer ved Borgerskolen

7 års skolegang konflikter jo med, at de skulle flytte fra Gråsten i 1864 men der findes nok en forklaring. Men det må siges at være en tilfredstillende udtalelse.

Efter endt skolegang fik Christian læreplads hos købmand Louis Købner i Slagelse. Han er der dog kun i 3 måneder med følgende begrundelse i købmandens anbefaling:

Christian Petersen af Saxkøbing, der har
været i min forretning fra 1ste Mai d.a. til Dato for
at lære Handelen, men paa grund af mindre god Hørelse
igjen opgiver sin begyndte Læretid, er det mig Kjært herved
at give det Vidnesbyrd, at han er en flink, opvagt og
villig dreng, som Kun forlader sin Stilling her fordi jeg
af ovennævnte Aarsag ikke troer ham skikket til Boutiks-
forretning.
Idet jeg haaber at han maa komme i Besid-
delse af sin fulde Hørelse ønsker jeg ham al mulig lykke
i Fremtiden.

Slagelse d. 27. August 1870
Louis Købner
Købmand Louis Købner

Efter den korte tid i Slagelse, er der ikke så meget information om Christians færden. Dog ved man, at han i en periode har haft sin gang på Krenkerup (Hardenberg) Gods sydøst for Sakskøbing. Helt konkret ser vi ham igen som ansat kontorist på Brahesmindes Godskontor, Hvedholm i november 1878. Her rejser han videre i november 1881 med gode anbefalinger på lommen. Christian rejser til København. På dette tidspunkt er faderen død, moderen bor stadig i Sakskøbing og Christians ugifte lillesøster Catherina bor samme sted og hjælper moderen i det daglige.

I København tager Christian en videreuddannelse og kan på et tidspunkt kalde sig jurist. Mellem 1883 og 1886 møder han sin udkårne Johanne, der kommer fra Humble på Langeland. De møder hinanden første gang i restauranten Allégade 10 på Frederiksberg. Denne restaurant eksisterer stadig. Som ugifte får de barnet Dorthea i 1886 der dør af tæring/tuberkulose kun 3 måneder gammel. I 1887 er de skrevet ind i en kirkebog under vielser men vielsen sker ikke her. De prøver så igen i 1890 og her lykkedes det dem at blive gift i Frederiksbergs Kirke.

Johanne og Christian fik efterfølgende deres eneste barn i 1891. En dreng der blev navgivet Valdemar Niels Peter Petersen. Nu kan man så begynde at fundere over, hvad der skete i deres lejlighed i Saxogade 21 fra Valdemar blev født til hans far gik bort i 1897. Den gode historie var, at Christian hjalp mange mindre bemidlede på Vesterbro med deres juridiske problemer.

Den dårlige historie er så, at jeg fik den skinbarlige sandhed at vide, da jeg fandt information om Christians død i 1897. Han var alkoholiker og døde på den mest tragiske måde. Kun 42 år gammel. Man fandt ham død på en retirade i Istedgade 21 i Børneasylets baggård. Han havde ligget der et par dage og dødsattesten er ikke  behagelig læsning. Ifølge den var Christian uden arbejde og uden bopæl.

Nu giver det hele mere mening. Han var faldet af en sporvogn. Ja, sikkert i en brandert. Og “faldet af en sporvogn” kunne jo tolkes som en diskret måde at fortælle, at Christian var drikfældig og at det hen af vejen blev værre. Meget værre. Hans søn Valdemar (min morfar) var kun 6 år, da Christian døde. Og Valdemar må have været helt bevidst om, hvad der skete den gang. Men om han kun fortalte min mormor om sporvognen eller hun kendte den fulde sandhed. Det får vi aldrig at vide.

Bent – Adm.

Christian Carl Valdemar Petersen – Tidslinje